1833 - 1911 (78 år)
1789 - 1876 (87 år)
Fødsel |
10 jan. 1789 |
Rode |
Døbt |
18 jan. 1789 |
Sønder Dalby Kirke |
Død |
15 apr. 1876 |
Atterup |
Begravet |
24 apr. 1876 |
Øster Egede Kirke |
|
Far |
Povel Clausen, Fæstebonde på Brodegaarden og Hejedegaard, f. 1763, Heidegaard |
Mor |
Kiersten Jensdatter, f. 1769, Babberup |
|
Familie |
Bodil Pedersdatter, f. 1796, Babberup |
Gift |
11 jun. 1822 |
Børn |
| 1. Niels Clausen, Skræder, barnløs, f. 31 jan. 1831, Atterup |
| 2. Poul Clausen, Lærer, f. 23 maj 1827, Atterup |
+ | 3. Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
|
|
1796 - 1866 (70 år)
Fødsel |
1796 |
Babberup |
Døbt |
Sønder Dalby Kirke |
Død |
15 aug. 1866 |
Atterup |
Begravet |
Øster Egede Kirke |
|
Far |
Peder Hansen, f. 1761, Babberup |
Mor |
Cathrine Marie Danielsdatter, f. 1769, Druestrup |
Gift |
1792 |
Sønder Dalby Kirke |
|
Familie |
Claus Poulsen, f. 10 jan. 1789, Rode |
Gift |
11 jun. 1822 |
Børn |
| 1. Niels Clausen, Skræder, barnløs, f. 31 jan. 1831, Atterup |
| 2. Poul Clausen, Lærer, f. 23 maj 1827, Atterup |
+ | 3. Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
|
|
1841 - 1895 (54 år)
Fødsel |
4 jan. 1841 |
Skovmarksgaarden, Atterup |
Død |
20 jul. 1895 |
Atterup |
Begravet |
25 jul. 1895 |
Øster Egede |
|
Far |
Christoffer Hansen, Udriderdreng, postkusk, kalvekusk, gårdmand, f. 1807, Posthuset, Bråby |
Mor |
Frederikke Hansdatter, f. 17 mar. 1816, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
1 Maj 1837 |
Øster Egede |
|
Familie |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Gift |
10 dec. 1852 |
Børn |
| 1. Peder Hansen, Bagermester og gårdejer, f. 24 feb. 1859, Rønholthuset |
| 2. Karen Johanne Clausen, barnløs, f. 8 Maj 1860, Rønholthuset |
| 3. Bodil Kirstine Frederikke Hansen, f. 11 sep. 1861, Rønholthuset |
| 4. Pouline Sofie Hansen, barnløs, f. 19 jun. 1863, Rønholthuset |
| 5. Jens Christoffer Hansen, barnløs, f. 9 jan. 1865, Rønholthuset |
+ | 6. Jens Christoffer Hansen, Konditor og hvedebrødsbager, honningekagefabrikant, f. 9 maj 1867, Atterup |
| 7. Pouline Johanne Hansen, f. 5 sep. 1869, Rønholthuset |
| 8. Poul Julius Hansen, Murer, f. 8 jan. 1872, Rønholthuset |
| 9. Hans Hansen, Bagermester, f. 26 feb. 1872, Rønholthuset |
| 10. Karen Sofie Hansen, f. 27 maj 1876, Rønholthuset |
| 11. Christian Marius Hansen, barnløs, f. 1 Okt 1878, Atterup |
| 12. Hanssine Christiane Marie Hansen, barnløs, f. 5 feb. 1880, Atterup |
| 13. Hans Christian Marius Hansen, Bagermester, f. 16 apr. 1881, Atterup |
| 14. Carl Claus Christoffer Hansen, Bagermester, f. 25 feb. 1884, Atterup |
|
|
1859 - 1922 (62 år)
Fødsel |
24 feb. 1859 |
Rønholthuset |
Døbt |
22 Maj 1859 |
Øster Egede |
Død |
1922 |
Karise |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1860 - 1864 (4 år)
Fødsel |
8 Maj 1860 |
Rønholthuset |
Død |
7 mar. 1864 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1861 -
Fødsel |
11 sep. 1861 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1863 - 1864 (0 år)
Fødsel |
19 jun. 1863 |
Rønholthuset |
Død |
14 mar. 1864 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1865 - 1866 (0 år)
Fødsel |
9 jan. 1865 |
Rønholthuset |
Død |
30 Maj 1866 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1867 - 1937 (70 år)
Fødsel |
9 maj 1867 |
Atterup |
Døbt |
6 jul. 1867 |
Øster Egede Kirke |
Død |
10 aug. 1937 |
Køge |
Begravet |
14 aug. 1937 |
Haslev Kirke |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
Familie |
Ane Sofie Bay, f. 9 feb. 1867, Rode |
Gift |
25 jul. 1890 |
Sønder Dalby Kirke |
Børn |
| 1. Helga Vilhelmine Cathrine Marie Hansen, barnløs, f. 13 jun1891, Fakse |
+ | 2. Joachim Charles Bay Hansen, Konditor, f. 20 dec. 1892, Fakse |
| 3. Albert Theofilius Bay Hansen, barnløs, f. 30 jan. 1894, Fakse |
+ | 4. Albert Theofilius Bay Hansen, Købmand, Bageri, f. 25 feb. 1895, Fakse |
+ | 5. Helga Vilhelmine Catharina Marie Bay-Hansen, f. 11 Okt 1896, Fakse |
|
|
1869 -
Fødsel |
5 sep. 1869 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1872 -
Fødsel |
8 jan. 1872 |
Rønholthuset |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1872 - 1910 (37 år)
Fødsel |
26 feb. 1872 |
Rønholthuset |
Død |
23 Maj 1910 |
Kolding |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1876 - eft. 1932 (56 år)
Fødsel |
27 maj 1876 |
Rønholthuset |
Døbt |
24 apr. 1876 |
Øster Egede Kirke |
Død |
eft. 1932 |
Fakse |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1878 - 1878 (0 år)
Fødsel |
1 Okt 1878 |
Atterup |
Død |
17 nov. 1878 |
Atterup |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1880 - 1880 (0 år)
Fødsel |
5 feb. 1880 |
Atterup |
Død |
26 feb. 1880 |
Atterup |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1881 -
Fødsel |
16 apr. 1881 |
Atterup |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
1884 - 1946 (62 år)
Fødsel |
25 feb. 1884 |
Atterup |
Døbt |
9 Maj 1884 |
Øster Egede Kirke |
Død |
11 jun. 1946 |
|
Far |
Hans Christian Clausen, Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer, f. 9 Maj 1833, Rønholthuset |
Mor |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup |
Gift |
10 dec. 1852 |
|
-
Navn |
Hans Christian Clausen |
Suffiks |
Ridedreng, hjulmand, tømrer, danselærer |
Født |
9 Maj 1833 |
Rønholthuset |
Døbt |
9 jun. 1833 |
Øster Egede Kirke |
Køn |
Mand |
Død |
6 jan. 1911 |
Karise |
Begravet |
14 jan. 1911 |
Øster Egede Kirke |
Person-ID |
I6588 |
stoltze-saltoft |
Sidst ændret |
23 aug. 2017 |
Familie |
Marie Kirstine Christoffersdatter, f. 4 jan. 1841, Skovmarksgaarden, Atterup , d. 20 jul. 1895, Atterup (Alder 54 år) |
Gift |
10 dec. 1852 |
Børn |
| 1. Peder Hansen, Bagermester og gårdejer, f. 24 feb. 1859, Rønholthuset , d. 1922, Karise (Alder 62 år) |
| 2. Karen Johanne Clausen, barnløs, f. 8 Maj 1860, Rønholthuset , d. 7 mar. 1864, Rønholthuset (Alder 4 år) |
| 3. Bodil Kirstine Frederikke Hansen, f. 11 sep. 1861, Rønholthuset  |
| 4. Pouline Sofie Hansen, barnløs, f. 19 jun. 1863, Rønholthuset , d. 14 mar. 1864, Rønholthuset (Alder 0 år) |
| 5. Jens Christoffer Hansen, barnløs, f. 9 jan. 1865, Rønholthuset , d. 30 Maj 1866, Rønholthuset (Alder 0 år) |
+ | 6. Jens Christoffer Hansen, Konditor og hvedebrødsbager, honningekagefabrikant, f. 9 maj 1867, Atterup , d. 10 aug. 1937, Køge (Alder 70 år) |
| 7. Pouline Johanne Hansen, f. 5 sep. 1869, Rønholthuset  |
| 8. Poul Julius Hansen, Murer, f. 8 jan. 1872, Rønholthuset  |
| 9. Hans Hansen, Bagermester, f. 26 feb. 1872, Rønholthuset , d. 23 Maj 1910, Kolding (Alder 37 år) |
| 10. Karen Sofie Hansen, f. 27 maj 1876, Rønholthuset , d. eft. 1932, Fakse (Alder 56 år) |
| 11. Christian Marius Hansen, barnløs, f. 1 Okt 1878, Atterup , d. 17 nov. 1878, Atterup (Alder 0 år) |
| 12. Hanssine Christiane Marie Hansen, barnløs, f. 5 feb. 1880, Atterup , d. 26 feb. 1880, Atterup (Alder 0 år) |
| 13. Hans Christian Marius Hansen, Bagermester, f. 16 apr. 1881, Atterup  |
| 14. Carl Claus Christoffer Hansen, Bagermester, f. 25 feb. 1884, Atterup , d. 11 jun. 1946 (Alder 62 år) |
|
Sidst ændret |
24 aug. 2017 |
Familie-ID |
F1875 |
Gruppeskema | Familietavle |
-
Notater |
- Noter : Ved folketællingen 1850 var han tjenestekarl på Jomfruens Egede.
Med sit omfattende slægtsregister skrevet i 1895-96 er han kilde til mange personer i denne udredning.
Gift med sin grandkusine.
Hjulmand på Jomfruens Egede sammen med og efter faderen. Medlem af sognerådet i Øster Egede sogn.
Han fik købekontrakt på Rønholthuset den 22. maj 1876 for 5000 kr. til 5 % rente - solgte det og "det gamle vænge" igen for 4000 kr. den 6. juli 1876, hvorefter han byggede et nyt hus på den resterende jord.
-
Uddrag af hans slægtsregister - om sit eget livs historie. Alt er så vel muligt afskrevet præcist som han har skevet det:
Tiden er nu kommen for mit eget Livs Historie, som jeg agter at udvikle fra først til sidst uden Afbrydelse eller Indblanding af mine Børns, som jeg senere fremdrager efter deres Alder og Følgerække.
Jeg blev som den yngste af 3 Brødre født i Rønholtshuset i Øster-Egede Sogn den 9de Maj 1833, som allerede på Side No 40 er oplyst. Efter at have modtaget min første Undervisning af min Bedstemoder i Hjemmet, blev jeg i Foråret 1840 indskreven til Skolegang i den nye Skole på Atterup Overdrev, som da for 2 1/2 År siden havde begyndt sin Virksomhed. Den første Lærer Petersen, der var ansat, var kommen fra Vesteregede, hvor han havde været Hjælpelærer; men han var allerede rejst derfra, og en anden A.Ø.V. Jensen var kaldet i hans Sted. Denne vare en Skolelærersøn fra Landsbyen Østtofte på Lolland, og hans Kone var en Bogtrykker Larsens Datter fra Maribo. De vare noget fine i deres Væsen og Manerer, men ellers omgængelige og gjæstmilde Folk. I de 3 første År forfulgte jeg så Skolen nogenlunde godt; men da jeg blev 10 år, måtte jeg ud at vogte vore Naboers Gæs, og dette gjenoptoges i hele 3 lange Sommere, som Regel fra først i April til henimod Mortensdag. Dog i Sommeren 1846, da jeg var 13 År, og skulde gå til Confirmatjonsforberedelse den påfølgende Vinter, fik jeg lov til at blive hjemme. Dette, som fornæmmelig var min Moders Værk, der altid nærede Bekymring for, hvor Føde og Klæder skulde komme fra til de mange hun var blevet forlæsset med, skadede i høj Grad min Fremgang i Skolen. Tjenerne kunde den Gang slippe med en Dag om Ugen i den bedste Sommertid, og dette indskrænkede sig jo så til en halv Dag i de lange Sommerdage, og ikke så sjældent blev den Dag omgået med. Men uagtet denne grove Forsømmelse, hvis Følger jeg den Gang ingen Forstand havde på, holdt jeg mig dog nogenlunde i Skolen; blev No 1 da jeg var 12 År og holdt Pladsen til min Confirmatjon.
Jeg begyndte så den lange og trange vej til Vesteregede i Efteråret 1846, og blev confirmeret den 11te April 1847 i Øster-Egede Kirke af Pastor Bajer, Faderen til den bekjendte Fredsven og Rigsdagsmand F. Bajer, som dengang var 10 a 11 År gammel. Efter Confirmatjonen kom jeg til Jfr. Egede at tjene, hvor jeg blev i 3 År, for en Løn af henholdsvis 16-20 og 24 Rigsdaler. Arbejdet der var just ikke strængt, men så meget des mere farefuldt ved den idelige Omgang med Heste. Dag ud og ind fra Morgen til Aften, hvorved jeg tit kom så grueligt afsted, at jeg siden har gruet over, at jeg ingen virkelig Ulykke kom til. Det første År kjørte jeg næsten udelukkende Mærkel og Harve, men de sidste 2 År blev jeg mest brugt til Ridedreng, efter Aviser, bort med Plakater og Breve, da der jo dengang ikke var Spor af offentlig Postvæsen på Landet, når undtages Rutterne på Landevejene. Meget hyppigt måtte jeg til Bregentved og de andre af Excelensens Gårde med Breve, og til Vemmetofte Apothek og mangfoldige andre Steder, da enhver Ting, selv den mest ubetydelige, skulde befordres ved ridende Bud. Men den væsentligste og meste Ridning bestod dog i at sige Bønderne til, til Hoveri, hvad der især i Sommertiden næsten var en daglig Gjærning; og det var en rar Løbetur for den arme Hest, der mange Gange, for Exembel når det om Formiddagen tegnede til godt Vejr, skulde hele Godset rundt i en Times Tid, for at få dem hen at kjøre ind, til et bestemt Klokkeslet fra alle Byerne. Jeg begyndte da i Regelen på Atterup By og Hejede, defra til Ås, Viverup, Drustrup, Tågerup, Dalby, Jenstrup, Babberup, Rode, og endte med Frenderup. Så fik Hesten Lov til at puste ud i Skrit; thi før kunde der ingen Tanke være om det. Imidlertid jeg så nærmede mig Gården, så havde vi også alle Bønderne fra de forskellige Veje der i flyvende Fart, da de alle vare bange for at komme for sent. Jeg blev - som godt var - dog også den sidste, der red ud fra Jfr. Egede med disse for Bondestanden så beklagelige Ordre, og snart oprandt der ganske anderledes bedre Tider for dem. Imidlertid var jeg blevet 17 år, og det var særlig min Moder om at gjøre, at få mig til at tjene Bønder, for at få dannet en rigtig Bondekarl af mig, der altid havde været hendes højeste Ønske med os, men var slået så beklagelig fejl med de to andre Sønner, og hellerikke lykkedes så ganske med mig. De fik mig da fæsted til den på Side No 11-17 nævnte Hans Poulsen i Dalby Krogård; det var hos Familie, der vilde jeg få det så grumme godt. Manden var min Faders Morbrodersøn, og Konen var hans Farbroders Datter, Husmanden var Konens Broder, og Karlen var hendes Søn af første Ægteskab; og endelig var Avlskarlen Ingvor der er omtalt på Side No 16 gift med min eneste Moster. Dog fik jeg snart den Familiekjærlighed at føle; thi det var rigtignok den slætteste Plads som jeg har haft, og Lønnen var desuden ikke større end som jeg fik den på Egede året tilforn, 24 Rbd. Jeg skal dog ikke videre udtale mig om Forholdene der, for nu er det 45 år siden, og alle de som dengang bød og befalede over mig, ere døde for længe siden, men det blev sidste Gang jeg lod mine Forældre fæste mig i Plads.
Jeg fæstede mig da for et År, hos en Bager Splith i Faxe, som dengang for få År siden havde begyndt sin selvstændige Virksomhed i det samme Bageri som endnu står uforandret, for en løn af 36 Rbd; hvilken Plads jeg tiltrådte 1ste Maj 1851. Min meste og væsentligste Gjerning her, bestod i at hjælpe til i Bageriet, da han endnu aldrig havde haft Svend; dog måtte jeg også en Dag ugentlig kjøre til Lindersvold og Vindbyholts Kro med Brød, og når der var lidt Tid til overs fra Bageriet, måtte jeg være Avlskarlen behjælpelig med hans Gjerning i Mark og Lo og Stald, da Bageren netop det Forår havde forpagtet 20 T.L. af Præstejorden. Her var unægtelig en meget travl Plads at udfylde både tidlig og silde, da jeg ikke så sjælden en Vinteraften stod og flakte og savede Brænde til Bageri og Kjøkken ved Løgte til silde Sengetid, og op igen kl. 3 om Natten for at begynde at bage; og tilmed var samme Bager en streng, ja næsten umenneskelig Herre, hvis ikke enhver Ting, selv den ubetydeligste var i Orden og på Plads. Men trods alt dette, befandt jeg mig langt bedere der end hos Bonden; her havde jeg kun een Herre at lyde, Lønnen var langt større, og Kosten langt bedere, og en livlig By at bevæge sig i. Også tjente jeg ikke så få Drikkepenge ved at bære Sæd på Loftet når Bønderne kom med Læs. Han bød mig et par Gange at blive for at lære Profetjonen, imod at jeg i to År ingen Løn skulde have, men blot Arbejdsklæderne til Bageribrug, så skulde jeg bleven Svend, men dette faldt nu heller sletikke i mine Forældres Smag. Endelig blev jeg enig med dem om, at jeg skulde være Hjulmand. -
Jeg kom da i Lære hos en Hjulmand H. Jørgensen i Faxe den 1ste Maj 1852, og var dengang 19 år. Læretiden blev bestemt til 2 År, imod at jeg skulde føde mig selv, holde mig selv med Sengeklæder, og endelig betale Mesteren 24 Rbd.
Her gik alt meget vel; såvel Hjulmanden som hans Kone var meget omgængelige Folk, og af Arbejde var der nok, da han havde det hele fra den store By, og sånær alle de nærmest omliggende i Sognet. Læretiden var kun kort, men den Omstændighed, at der var nok at tage fat på, og at jeg havde nået en sådan Modenhedsalder, at jeg indså det fordelagtige i at lægge mig efter det, bødede på den korte Tid. Mesteren var heller ingen dårlig Mand i sit Fag, men nød almindelig Agtelse og Tillid hos sine Kunder for hans solide Arbejde. Jeg kom virkelig også så godt med i de to år, at han erklærede, at jeg kunde påtage mig hvadsomhelst Arbejde i mit Fag; men det kan dog nok være - og det har jeg sidenefter ofte tænkt over - at jeg havde stået mig langt bedre ved at fortsætte min Gjerning på andre Værksteder iblandt dygtige Folk, end lige strax at kaste mig ind i en Stilling, hvor jeg udenvidere spillede Mester. -
Altså den 1. Maj 1854 havde jeg udlært; og da min Fader alt i de sidste år ikke havde kundet overkomme Arbejdet på Jfr. Egede, siden Hoveriets Ophør, da den hele Avlsdrift var overgået til Gården selv, og tilmed Mærklingen var i fuld Gang; så var det vel i og for sig heller ikke noget Under, at jeg meldte mig der, som hans Arvtager og Hjælper. Dette var der nu heller intet til Hinder for, da de måtte lade en betydelig Del af det bedte nye Arbejde gjøre andre Steder, og tilmed regerede den samme Avlsforvalter på Gården endnu, som da jeg tjente der som Dreng. -
Jeg begyndte da i Midten af Juni Måned samme Sommer min Gjerning der som Hjulmand, efter først at have været med til at hugge min ældste Broders Hus til Rejsning. Lønnen blev bestemt til 2 Mark (*) pr. Dag, der var 32 Skilling (ß), omtrent 66 Øre i nuværende Mynt, og naturligvis Kosten. Dette lyder ikke stort for en Håndværker i vore Dage, der holder sig selv med Værktøj; men den Omstændighed, at jeg ikke så sjældent arbejdede for andre i Hjemmet, hvorved jeg i Reglen tjente noget mere, og jeg til enhver Tid kunde gå til Egede, når jeg ikke havde noget derhjemme, det var ikke så uheldig en Acord. Og 100 Rbd og Kost i årlig Løn, var dengang betragtet som overordentlig godt for et ungt Menneske, der ikke havde andre end sig selv at sørge for, når der sås hen til, at Karlene på Gården kun fik 60 Rd. i Løn; hvad der var dobbelt så meget som de fik for nogle få År tidligere, da jeg tjente der som Dreng. Jeg var tilmed så heldigt stillet, at jeg ikke allene fik vadsked og lapped mit Tøj frit af min Moder, men fik endogså Skjorter og Undertøj, Strømper og meget andet ganske frit. Lystigheder og andre Fornøjelser var heller ikke dyre; på Gården gaves frit Gilde til Folkene mange gange om Året, og i Atterup By, hvor jeg mest søgte sammen med de unge, holdt vi Gilde for en billig Betaling. Danseværelset var altid frit, da det som Regel gik på Omgang i Bøndernes Øverstestuer, og en Fjerding Øl gav hver Gårdmand til Lauget om året, som Ungdommen tog efter Regel, sålænge der var nogen tilbage. Musikkeren fik kun 1 Rbd, og Madkurv havde vi med. Vi fik dog altid, foruden Brændeviin, også dygtigt af Puns og Kaffe, men da vi oftest havde stærkt Besøg af Nabobyernes Ungdom, der måtte betale som fremmed uden for Lauget, et Vederlag efter Omstændighederne 2*4ß a 2*8ß , ja stundom 3*; så slap vi andre undertiden langt billigere, ja det hændte endog stundom, at vi gik helt fri, ja endog fik Penge dertil. Derimod var Kortspil og da fornæmlig Firkort i de Tider en slem Snare for mange fattige Karle, der var bleven hengivet til den Måde at more sig på, men vi der dansede, fik vel svedte Rygge, men beholdt vore Penge og blev Omegnens dygtigste Dansere, hvor vi kom imellem andre. -
Militærtjenesten slap jeg heldig fra; da jeg kun målte 60 1/2 Tomme, måtte jeg 3 Gange på Session, og blev så 24 År gammel som Undermåler udskreven til Trænkudsk, men Lodtrækningsnummeret frigjorde mig for, nogensinde at blive indkaldt. -
Det var i Grundlovens unge Dage; Repræsentanterne på Tinge, havde udfægtet de første hårde Kampe, og indordnet dem under deres Førere i de forskellige pollitiske Rammer. De såkaldte Natjonalliberale eller Profæsorpartiet, eller og det dannede Embedsparti, vare for Størsteparten forlængst gledet over til de Reaxtjonere, de virkelige Grundlovsfjender, der dannede det yderste Højre, det såkaldte Herremandspartiet, disse konservative Mennesker, der aldrig vil noget nyt, fordig deres Magt og Rettigheder altid er betrygget godt ved det Gamle. Disse Natjonalliberale - hvoraf et Par, Plov og Kriger, vist lever endnu, var noget af hvad Forhandlingsmændene ere nu for Tiden. De spillede en stor Rolle på den grundlovgivende og følgende Rigsforsamlinger, thi dels talte de de fleste og virkelige kloge Hoveder iblandt dem; og dels sloge de dem snart til det ene, og snart til det andet Parti, når de så, at deres egne Forslag ikke kunde komme igjennem, hvad der især gjaldt om deres Førere, Gruntvig og Thjerning; men snart skilte disse 2 med flere sig fra de andre, og gik mere og mere op i Venstre. Dette parti ver i Begyndelsen den nye Forfatnings ivrigste Forkæmpere; og en af dem, Orla Lehmann, havde endog været dømt i en Generalfiskalsag for Højesteret, fordig han på et Folkemøde havde talt imod det suveræne Kongedømme; men Sagen var den: Det brede Lag i Folket, det store Flertal med deres djærve Forkjæmpere i Spidsen vilde også tale med; og det var det de Herrer ikke kunde fordrage. Orla Lehman skrev således i Plovs Blad (Fædrelandet): "Det var ikke Meningen med Friheden da den blev given, at lægge den i Hænderne på en Klat snedige Demagoger, men at give den til de Begavede de Dannede og de Rige, hvis Pligt det så var at vinde Almuen for sig ved agtelsesværdig og kjærlig Omgang." Det var rene Ord, som ikke var til at tage Fejl af, men J. A. Hansen svarede ham i en Artikkel i Almuevennen, der både havde Næb og Klør; og hvis Overskrift lød således: "Skal den voxne Mand da igjen være Barn, og skal den frie Mand igjen være Træl ?" Orla Lehmann blev siden af Regæringen belønnet med et Amtmandsembede i Jylland.
Aviser vare endnu dengang kun sjældne at se hos Bondestanden, da i hvert Fald her på Egnen, men snart begyndte Bestyrelsen for Bondevennernes Selskab, såvel som andre af deres djærve Førere - af hvilke især skal nævnes J. A. Hansen, Balthacar Christensen, Alberti, Mylen, Drevesen o. m. f. at udgive en Mængte Blade og Flyveskrifter, der pustede Liv i Befolkningen, som nu snart begyndte at få Øjnene op for, at de burde være med. Folkemøder og Foredrag bleve mere og mere hyppige, og begunstiget af de for Bønderne gode Tider, rejste der sig snart en Mængte Højskoler trint omkring i Landet. Tidligere hed det altid: Å, hvad skulde vi med Aviser ? Det er kun for de Rige og Fornæmme der ikke haver andet at bestille, og hvad forstår vi os desuden på hvad de der skal regere tager dem for, lad dem om det. De kunde nok lide at høre Begivenhederne fra Krigen, og i den Henseende samlede de dem i store Flokke i Skolerne og på Herregårdene, hvor så Skolelæreren og Avlsforvalteren på en meget svulstig Måde oplæste nogle Stykker af Dagens mest brændende Begivenheder for dem, f.E.m. hvormange Mennesker, der vare dræbt og sårede der og der, hvormange Kanoner, Magaciner og Krigsskibe, der vare ødelagte o.s.v., men Politikken, der var Krigens Ophav og Drivefjeren i dens Førelse, den talte de aldrig om, og der vare heller kun meget få blandt Tilhørende, der havde Spor af Mening om, hvad Politik egentlig var og hvad det vedkom Samfundet. -
Hellerikke jeg, der altid har været af et livligt Temperament, blev uberørt af Tidens store Fremskridt. Allerede i Efteråret 1856 - jeg var dengang lidt over 23 År, begyndte jeg at holde Almuevennen sammen med Kristoffer Hansen i Atterup, hvorved jeg fik den første Anledning til at komme i deres Hjem. Snart fandt Manden Behag i den Tydelighed hvormed jeg læste, og den Klarhed hvormed jeg forstod, og alt mere og mere blev jeg en velkommen Gjæst. Heller ikke skal det nægtes, at deres ældste, dengang knap 16-årige Datter, fattede ikke mindre Interesse for mig end Faderen. Dette skyldtes dog vel næppe Politikken vi plejede tilsammen, men vel snarere min livlige og underholdende Konversering, og mit stedse vittige og sprudlende Lune. Ja, vel heller ikke uden medvirkende Årsag var min kække og livlige Vending i de nye Marcorkkar, Polkar og Galloppader der på det Tidsrum strømmede ind på os ved Ungdommens Skovballer, der da begyndte at gjøre de hjemlige Gilder Rangen stridig, men vare rigtignok langt dyrere end hine; men hvordan det gik, og hvad der bevirkede det, så efter 2 Års forløb, knap 18 år gammel, var hun min Hustru.
Det var den 10de December 1858, vi holdt vort bryllup, af de 4 menneskelige Vidner, der var til stede, ere de 2, min og hendes Fader alt for mange År siden vandret heden og den 3die Kirkesangeren, der havde været min Kones Lærer i hendes 2 sidste Skoleår, er for få Måneder siden død i Faxe, hvor han boede som pentsjoneret Lærer. Om Præsten lever ved jeg ikke, men alt for nogle år siden har han da på Grund af Alderdom taget sin Afsked fra Kjøng Menighed på Sjælland. Men det 5te Vidne lever, og til hans Dom må jeg nu henstille, om vi haver levet vort Ægteskab til hans Velbehag og Ære. -
Præsten, der havde noget personligt Kjendskab til os bægge, kaldte os sine kære Børn; hun havde været blandt hans første Hold Konfirmander, efter at han var blevet vor Sognepræst, og jeg var - om ikke hyppigt - så dog heller ikke sjældent kommet i Kirken i de nærmest foregående År. Thi ligesom jeg lod mig rive med af det politiske, så var jeg hellerikke helt uindtagelig for det åndelige Røre. Præsten R.R. Huus var en udmærket Taler, og sluttede sig med Varme til den gruntvigske Retning, der på den Tid slog mægtigt an iblant Befolkningen; men ihvorvel jeg ofte, både med Interesse og Fornøjelse fulgte hans udmærkede religiøse Foredrag, blev jeg dog aldrig Lægprædikant, hvoraf der på den Tid fremstod mange, der rejste omkring og prædikede Død og Undergang for de formentlig ugudelige Sjæle. - Nej jeg blev endikke iblandt de almindelige Helliges Tal, der i Skarevis søgte her til Kirken fra de omliggende Nabosogne, da fornemmelig fra Karise, Faxe og Roholte for at høre, ikke allene Pastor Hus, men da især hans Eftermand, den rigtignok ualmindelige Taler Pastor A.P.M. Leth. Dette blev kun en Rus, ja jeg er nær ved at sige en Modesag; thi ihvorvel de foragtede deres egne Præster, og ringeagtede os andre for vor lunkne Gudsdyrkelse, så faldt de dog alle fra i Fristelsernes Tid. Nej altid har jeg næret en sand og dyb Ærefrygt for Gud og hans hellige Ord, men jeg har aldrig kunnet drive det til videre, end som at sige med Tolderen: "Gud, vær mig arme Synder nådig!"
I vor Brudevielse yttrede Præsten blandt andet også følgende: Ja i denne Stund ved jeg nok jeg har ikke nødig at formane Jer til indbyrdes Kjærlighed, det vilde være umuligt at tro, at I ikke nu af inderste Hjærte elske hverandre; men pas nu på, når der kommer Sorger og Modgang, når de mørke Skyer ruller op over Jeres Hoveder; så er det først Kærligheden skal stå sin Prøve.
Vi stode der som to letsindige Børn og hørte på denne profetiske Tale; vi mente, at når bare vi bleve forenede med hverandre, så var alt klappet og klart, og så vilde der vel næppe komme noget andet i Vejen. Vi havde aldrig hidtil kjendt til nogen egentlig Modgang eller Sorg, da i hvert Fald ikke til det, der hører til Livets første Fornødenheder. Men der kom alligevel trange Tider; der kom en stor Børneflok med daglige store Bekostninger, der kom megen Sygdom og mange Dødsfald, der afstedkom både Sorger og Udgifter, men Gud ske Lov! Kærligheden kjølnedes ikke, den bestod sin Prøve til den sidste Stund.
Efter Brylluppet forblev min Kone endnu hos hendes Forældre det meste af det følgende År; thi i Sommeren 1859 byggede jeg et nyt Stuehus ved Rønholtshuset, eftersom det gamle vilde afgive en meget indskrænket Lejlighed til os alle, da mine Forældre levede begge endnu. Dette Skridt der kostede mig ikke mindre end henved 600 Rd, skulde jeg vel aligevel ikke have gjort, eller dog ikke have begået den Fejl at få Undertømmeret dertil i Herremandens Skove gratis, til at bygge med på hans Grund; så kunde jeg da have taget mit Hus i 1876, da han solgte mig det i dyre Domme, og rejst det et andet sted; men sagen er den, at man ved aldrig hvad der kan ske. Jeg kunde nu også med Lethed have fået Fæste på Rønholtshuset dengang da jeg havde bygget, da der ikke udover Undertømmeret blev givet mig en Skilling til Bygningshjælp; og såmegetmere som den daværende Godsforvalter Rasmussen - hos hvem jeg stod i et lige så godt Forhold som til Avlsforvalteren Bøthe - flere gange opfordrede mig dertil. Han vidste bedre end jeg, hvad der vilde ske, når den gamle Exellence lukkede sine Øjne eller vel endogså - hvad der skete, hvis han afgav Regeringen til sin Søn forinden.
Men sagen var den: Min ældste Broder der boede på et Hjørne af Lodden, havde allerede med sin ondskabsfulde Husholderske i Spidsen dengang så småt begyndt at hade mig; og gjorde alt muligt i Øjeblikket for at formå de Gamle til at beholde deres Lejecontragt; og da de senere fortrøde det, var det for sent, thi allerede 1862, kjøbte gamle A.V.Moltke Lystrup og forenede det med Jfr. Egede under Sønnen Christian, og da var der ikke noget der mere hed at fæste, da hed det blot at sælge og kjøbe.
Den gamle Greve døde så 2 år efter 1864 og Godsforvalteren havde alt fået sin Afsked. Ligestrax, allerede i året 1862 blev Jfr. Egede forpagtet til en Greve Julius Knuth, der var en fætter til Ejeren, hos ham forblev Avlsforvalteren Bøthe det første År, men 1ste Maj 1964 stak han af med, og blev afløst af en lang og meget fin Herre, nok en Kjøbenhavner, der hed Meyer. Hos ham arbejdede jeg så den første Sommer, men jeg befandt mig kun slæt under det Slaveregimente som han udførte, og stak så tilligemed den største Del af de andre Arbejdere af i Efteråret 1864, efter at have været Hjulmand der i 10 1/2 År. Efter at Forpagteren var kommen, måtte jeg føde mig selv når jeg var der, da Mejeriet blev forpagtet til en Tydsker Dormann, der kun fik de faste Tjemestefolk at Føde. -
Jeg måtte nu til at give mig i Lag med det for mig hidtil uvante Tømrerarbejde, da jeg nok mærkede at Hjulmandshåndværket ikke vilde slå til, til den stærkt voxende Families Underhold. Værktøjet kunde jeg da bruge alt, med Undtagelse af de store Øxer, som jeg da også snart blev ret færm til at håndtere; men dog skortede det på Kjendskab til Anlægning og anden Fremgangsmåde under Arbejdet. Den første Sommer 1865 arbejdede jeg sammen med Tømrer Niels Olsen i Tokkerup, han var langt fra ikke den fine Mester, men han var stor og stærk, og den Fremgangsmåde han stadigt brugte, var han tildels hjemme i, hvorimod at meget af det var noget ganske fremmed for mig. Følgen heraf blev, at jeg i Førstningen var dygtigt forlæsset med at følge ham, men jeg tjente også godt også ganske anderledes med Penge end som ved Hjulmandsarbejde. Det følgende år 1866, var jeg denmeste Del af Sommeren hos en Snedker Jens Jørgensen på Viverup Overdrev for en Dagløn af 4 Mark og Kosten; han var forresten lidt af et Vrøvl at arbejde for, men da jeg endnu ikke var rigtig stiv i Papirerne, så fandt jeg mig klogelig i hans stundom temmelig urimelige Optræden. Da jeg senere i de følgende År nogle Gange kom til at arbejde for ham, gik det ikke så blideligt af; så fik han igen af samme Skuffe, som han øste ud af til mig; men desuagtet var jeg dog hos ham 4 a 5 gange i kortere eller længere Tid, da det var næsten umuligt for ham at beholde Folk. -
1867 var jeg en Del af Sommeren hos en Tømrer Niels Jensen en i Kjæderup, dels på Acordarbejde, og dels for Dagløn. Han var en flink Mand at arbejde for; men selv bestilte han som Regel ingen Ting, og da han ofte i flere Dage ikke kom til os, så syntes jeg for min Part dog ikke så rigtig godt om det. -
Året 1868 var en meget tør og varm Sommer, der faldt ikke Regn fra Midten af April til ind i September, og der var overalt indhøsted før August Måneds Begyndelse. Da var jeg atter sammen med Niels Olsen fra Tokkerup. Vi havde fuldt op af Arbejde for hele Sommeren, og vi blev ikke sinkede af dårligt Vejr en eneste Dag eller Time; vi tjente også gode Penge, men Føden var dyr, et Brød kostede 3*4ß, og Øl og andre Fødevare i Forhold dertil. Denne Gang var Niels Olsen ikke så meget min Overmand, vel var han endnu en stærk og arbejdsfør Mand, kun 48 År gammel (jeg var 35 År) men jeg forstod nu bedre mine Ting, og adskillige Gange var han glad ved at lære af mig, da han nok såvel som andre ofte såe, at det jeg efterlod mig, såe i Reglen bedre ud end det han havde lavet. -
Fra den Tid af arbejdede jeg mest for mig selv, med Undtagelse af, at jeg en Gang imellem hjalp en anden en Månedstid eller 2 når Tid og Lejlighed gaves dertil og da fornemmelig oftest Jens Jørgensen. I lang tid, vel henved en Snes år, gik det da så tåleligt godt, jeg havde fordetmeste tilstrækkeligt Arbejde til mine egne Hænder, både ude og hjemme, og en Del hjalp det også til, at jeg i et Tidsrum af 11 år var kommen i Gang med at øve Ungdommen i Dands om Vinteraftnerne, hvorved jeg også tjente gode Penge i de Timer hvor jeg ellers ingen Penge kunde have tjent. Det var i Efteråret 1860 at jeg fik et ungt Menneske, Peter Christensen fra Haslev, der dengang arbejdede som Stenhugger og Brolægger på Jofr. Egede ud til mig for at lave et Selskab i min Øverstestue i Rønholtshuset; han havde Vinteren tilforn gennemgået et par Kursus, dels i Faxe og dels i Rode, og var et pænt Menneske og en dygtig Dandser. Det var da en Selvfølge, at han der var en god Ven af mig, ønskede at både jeg og min Kone også skulde tage Del i det; vi vare jo begge unge, og udmærkede Dandsere i hvad man dengang kaldte "vild Dans". Der er et Ordsprog, der siger: "Den er let at få til at dandse, der hopper forinden".
Og dette fik han bogstavelig til at gå i Opfyldelse på os; det afkortede jo også en god Del på det Vederlag, han skulde give mig for Stuens Afbenyttelse. Jeg var dengang endnu kun 27 1/2 År, og min Kone var næppe 20. Vi toge så begge Del i Kursuset, naturligvis begge som No. 1; og han havde hellerikke Grund til at fortryde det, thi et Par bedre Numre til at føre an i de mest vidtløftige Dandse, havde han kommet til at lede efter; og da Dandsen hævede, troede jeg mig istand til, at inddele ethvert Stykke på Tælling ligesågodt som han. Sidenefter i samme Vinter gjennemgik jeg dog et delvis Kursus på Rønnede Kro hos en Lollænder, da jeg dog ikke hjemme var bleven bekjendt med det fine Dansestykke "Langsjee" som jeg lærte der. Året efter 1861 tog jeg selv fat som Omegnens Dandselærer, og det var kun Skade, at jeg da var gift og havde Familie og Hus og Hjem at varetage; thi det var netop en Sport, som dengang stod i første Række. Den som ikke da havde lært Kjædedands efter Regel, kunde ligesågodt holde sig hjemme fra Gjæstebudder og Skovballer, for der dandsedes ikke stort andet, og selv al Runddands blev dandset efter den strængeste Regel, og det såes snart på den der kom med, som hværken kjendte Regler eller Trin. Hermed fortsatte jeg hver Vinter til jeg var 40 år; et Selskab fik jeg hvert År samlet i Hjemmet, og adskillige, men ikke hvert År, fik jeg et i Stand i en af Nabobyerne; og mange Hundrede vare de unge Mennesker jeg i de 11 År lærte at dandse, og jeg tør sige: at alle betragtede de mig alt mere og mere som en Ven og Velgjører som Tiden skred frem med Øvelserne og aldrig havde jeg Bryderi med en eneste. Og mange Gange har jeg siden talt med adskillige om de lykkelige Timer.
Men alt skal jo have en Ende! Den fremryggende Alder begyndte at betage mig Lysten til det ofte anstængende Springeri; og Interessen for den vidtløftige Kjædedands sløvedes hos den fremvoxende Ungdom. Der var så meget at huske på, og det var så dyrt at lære! Nej, det var meget mere morsomt at smadre omkring i et vildt forfærdeligt Virva ligesom i gamle Dage, så kunde de dog alle være med; og jeg har ofte siden stået ved Folkets store Fæsters store Dansecaloner og set med Harme på, hvorledes den nuværende udmærkede Musik er blevet misbrugt. -
Med offentlige og kommunale Sager har jeg været meget forlæsset under mit Ophold i Øster-Egede Sogn. Af Sundhedskommitjionen var jeg til en Begyndelse Medlem i 6 år, og bestandigt dens Formand. Siden blev jeg Medbestyrer af "de Fattiges frie Kasse", også i 6 År i Forpagter Greve Knuths Sted, da han imidlertid var bleven Formand for Sognerådet, og her var jeg både Kasserer og Formand. I 6 År var jeg Stævningsmand, og her måtte jeg også altid forkynde Stævningen, samt påtegne den, og afgive Beretningen. Fra 1. Januar 1883 blev jeg af det daværende Sogneråd valgt til Medlem af Skolecommitjonen udenfor Sognerådet, og 1866 trådte jeg ind i Sognerådet ved hjælp af det samlede Flertal af Sognets Vælgere, på 6 År, til 1. Januar 1892 at regne. Samtidig hermed blev jeg genvalgt til Skolekommitjonsmedlem af Sognerådets Midte for de følgende 3 År til 1889, og derefter for 3. Gang til 1892, altså i 9 År i Rad. Her sad jeg sammen med 3 forskellige Præster, først Ehlers, så Bohn, og tilsidst Tausen. Jeg var hele Tiden Viseformand i Sognerådet, foruden det at jeg bestyrede Fattigvæsenet, og dette bidrog til, at jeg i Sommeren 1887 måtte overtage Formandspladsen i 6 Uger; da den daværende Formand, Møller, Christian Jensen i Atterup, der fra Nytår af havde afløst Amtsstuefuldmægtig Forpagter Linde på Nyrupgården, kom til at lide af en slem Hjernesygdom; hvorfor han af Doctor Thestrup i Karise fik Atest for ubrugelig til at forestå sit Hværv. Vi andre 4 Medlemmer protesterede 2 gange mod hans Frigivelse, men Doctoratesten var os for stærk, og Amtet gav ham medhold. Han døde så et årstid derefter. -
Den 15.de August 1866 døde min Moder, 70 År gml. Vel hafte vi da kun 2 Børn ud af de første 5, da de 3 vare døde; men det blev alligevel et føleligt Savn for min Hustru, der altid havde kundet betro hende såvel Børnene som andre Sager, og vist det i ligeså sikre Hænder, som sine egne. Hun blev syg midti Fastelavns Uge, og lå i 26 Uger. Sygdommen var betændelse i Leveren og blev kaldt Gulsot, og strax fra dens første Begyndelse, blev hun gul som en Lilie. Jeg lod Doktor Morie fra Vemmetofte hente, men han erklærede det uden Omsvøb for den visse Død; dog ordinerede han et Fattigmandsplaster lagt på Maven, til at forebygge Smærter. Snart efter havde vi Pastor Leth for at berette hende, og han såvelsom vi mente at det vel ikke vilde vare længe, men efter at han havde tilbragt en Udenlandsrejse, kom han hen ad Midsommeren igjen for at besøge hende, og fandt da til sin store Forundring, at hun tilsyneladende var raskere end før. Dette var hun nu langtfra ikke; men ganskevist havde hun den Dag tilsyneladende været ualmindelig bedre, ja havde endog været en lille Tur ude i Haven, hvorfra jeg dog også havde båret hende ind i bevidstløs Tilstand; thi mærkeligt nok var det, at hun altid besvimede når hun kom på Gulvet. Men alt som smerterne vexlede, vendte de bestandigt tilbage med fornyet Hårdnakkethed, og de sidste pår Måneder hun levede, var hun så afkræftet og hjælpeløs, at vi måtte bære hende som et spædt barn på vore Arme fra Seng til Seng. - Min Moder havde i sin Tid været et ualmindelig arbejdsdygtigt og stræbsomt Menneske; intet ude eller inde, stort eller småt undgik hendes Opmærksomhed. Økonomisk, påpasselig og sparsommelig var hun som kun få, måske en Smule for meget, thi alt kan jo overdrives; men alt dette bevirkede da, at de efter deres Stand og Stilling var velhavende Folk, der ikke allene havde lagt dem nogle få Hundrede Rigsdaler tilside til deres Børn, men også efter at vi vare voxne kunde forsyne os både med Uldent og Linned, og med Sengeklæder da vi satte Bo, trods det, at de dog havde kostet Penge på os alle i vor Ungdom under vor Lære, og vel endogså derefter; hvad der er mere end de fleste af deres Stand kan magte. -
Hendes Død forårsagede dog ingen Forryggelse i vor huslige Stilling, og vi forbleve da endnu uantastede i vort gamle Hjem Rønholtshuset; men 10 År derefter lukke min gamle Fader også sine Øjne den 15de April 1876 lidt over 87 år gml. Han døde uden nogen videre forudgående Sygdom Lørdag Morgen imellem Påske Helligdage. Det var altid hans store Lyst i hans sidste Leveår, da han intet andet kunde udrette, at gå Ærinder ud omkring imellem Folk, da han mærkelig nok, trods sin høje Alderdom endnu var en udholden Fodgænger, og kunde vi ingen Ærinder finde til ham, så valgte han sig nogle selv, ud iblandt Slægtninge og Bekjendte, for ud skulde han, i modsat Fald blev han liggende i sengen. Han havde således Palmesøndag været på Storelinde Overdrev, og besøgt Skovfogden der, Hans Chr. Ingvorsen, der er min Moders Søstersøn. På denne lange Tur havde han nok pådraget sig nogen Forkølelse, hvad der ikke undgik vor Opmærksomhed. Han blev liggende om Mandagen og hostede en gruelig Mængde op; men det gjorde han så tit ovenpå sådanne Ture, så det skjænkede vi ingen Omtanke. Først Skjærtorsdag blev han kjendelig dårligere og kunde ingen Mad spise, og snart efter var det forbi. Han sov, så det lød i Huset, til han med et var død. -
Det var ingen glædelig Indledning til Påskehøjtiden for mig, jeg vidste, at Formueomstændighederne, vare små, og jeg vidste ligesågodt, at de derefter vilde blive mindre. Vel var min Faders Død i hans høje Alderdom, da han kun var til daglig Byrde for sig selv og os andre, ikke at beklage; men med ham var den Smule Ret, vi havde til vor gamle Hjem forbi. Jeg vidste, at på hvad Vilkår jeg fik det, så vilde det blive meget dyrt. Landejendommene vare netop på det Tidspunkt komne op til en Højde i Pris, som aldrig før eller siden. Landet vrimlede med Comitjonærer og Speculanter, der kjøbte og solgte i det uendelige. (Ja, det var endog kommet dertil, at unge Mænd, der skulde have Ejendomme, henvendte dem til Commitjonærene om at skaffe dem de rigeste Koner). Der var således Ejendomme der bleve solgte 3 a 4 Gange om Året, stadig med god Fortjeneste, hvorved de bleve dobbelt så dyre som ved det første Kjøb. -
Samme Formiddag, som han var død om Natten Kl 1, gik jeg over til Godskontoret på Store-Rodegård, (hans Fødested) for at gjøre Anmældelse derom.
Greven var netop selv til Stede og tog imod Underretningen; han smilede meget venligt til mig med de Ord: "Nå, er han død, ja man kan jo ikke holde altid." Det var da også en meget kjærkommen Melding for ham; thi dels blev han fri for at give ham de 40 Rigsdaler om Året, som hans Far i sin tid havde tilstået ham for lang og tro Tjeneste, og dels gjorde han Regning på at få Rønholtshuset godt betalt. Det faldt mig ind, da han netop selv var tilstede, at besvære mig over mine dårlige Udsigter, og bad ham, om det ikke var muligt, at jeg kunde få Forpagtning eller Lejecontrakt på det, da jeg anså det for umuligt at gå ind på at købe det nu; men derpå fik jeg kun til Svar: at han med det snareste skulde tænke over det. Den Dag sagde Forvalteren ingenting, men senere har han nok ikke glemt at tale med; han tog Procenter af Kjøbesummen som han selv syntes for at ordne Papirerne ved Salgene, og det havde han Eneret til når Ejendommene ikke blev udbetalt contant, hvad der naturligvis ikke var Tilfældet med en eneste; og jeg var jo desuden Venstremand. Der hengik så en 14 Dags Tid, så fik jeg Brev fra Høeg, at jeg på en bestemt Dag og Klokkeslæt, havde at møde på Godskontoret, for at høre, hvilke Bestemmelser Greven havde taget, med Hensyn til Rønholtshuset. Nu var Tiden kommen for ham at snakke med. I hele sin myndige Skikkelse rejste han sig fra sin Skrivestol og kom mig i Møde med følgende Meddelelse: "Ja, nu har Greven taget sin Beslutning! De kan frem for nogen anden kjøbe Huset uden nogensomhelst contant Udbetaling, men Kjøbesummen er 5000 Kr. og skal forrentes med 5 Procent; nu gjælder det, Enten Eller, De kan sige Ja eller Nej." - Det var ren Besked, men det var omtrent hvad jeg havde ventet, jeg tog imod Betingelserne, som de løde, i Håb om, at der måske opvækkedes Råd; og den 22de maj var jeg på Lystrup og underskrev Kjøbecontrakten. Min Svigerfader var da med for med sin Ejendom, som Selvskyldnercautjonist at hefte for Gælden. Det fik jeg ham da til‚ men han havde da gjort et lille Lån på sin gode billige Ejendom (Han havde kun 4000 Kroner at forrente med 4 Procent af sin gode Gård med 30 Td L. Udmærket Jord) så havde han cautjoneret lidt bedre‚ så kunde vi have blevet i vort gode Hjem, og beholdt vore 5 1/2 Td L. samlet. Det hele havde drejet sig om højst 3000 Kr., og det mente da også alle, at han havde gjort. Men "Enhver er jo sig selv nærmest," og Christoffer Hansen var, som jeg før har bemærket, en stivsindet Mand, der ikke lod sig råde af andre. Dog havde han vist, at hans Levetid 2 År derefter havde været udrunden, havde han muligvis handlet anderledes, da han dog så alligevel tilstod mig såmegen Arv, men da kom den meget for sent. Men sådan går det! "Alting føjes som Gud vil". Havde mine Forældre afstået Huset til mig da jeg blev gift og havde bygget, efter den daværende Forvalters Opfordring, så havde jeg siddet med Fæste på Rønholtshuset for hele mit Liv, og havde været uantastet af det hele, men de lode dem derimod formeget råde, uagtet han var da 70 År, og hun var 63, og kunde ikke mere selv rrgære det, men overlod det hele til os. -
Det blev et meget bevæget År for os, det År 1876. Såsnart jeg havde fået min Kjøbecontrakt, begyndte jeg at speculere i at sælge det igjen, da jeg vidste det var plat umuligt, at jeg en eneste Tærmin kunde skaffe disse uhørte Renter. Vi havde ud af 7 levende Børn de 5 hjemme‚ den ældste Søn var i Bagerlære i Faxe, og en af de mindre der var 4 År, var hos min kones Forældre; Arbejdet havde begyndt at tage af, da der iblandt de mange nye Kjøbere her kom til Egnen, stadig fremstode Konkurenter omkring mig. Her kom også både Comitjonærer og Kjøbere nok, her var ikke mindre end 5 i Løbet af en Måneds Tid; og uagtet jeg forlangte 1000 Kr. i Opgjæld, var der dog ingen der klagede over Prisen; der var bare en Ting ivejen: Det lå forlangt ude på Marken, formeget afsides fra de alfare Veje. Endelig tilsidst kom han der fik det. Han havde en Månedstid tilforn kjøbt et Hus i Skov-Thorup, også af Grev Moltke, af same Grund som jeg ved Faderens Død, men det havde nok været på nogle billigere Vilkår‚ der var 4 Td. L nok ganske god Jord, men usselt faldefærdigt Hus, men han ejede det kun nogle få Dage, før han tjente 2800 Kr. på det, og nu boede han i en ussel Inderstestue hos en Husmand i Frænderup. Det passede dog ike i Langten for Folk med så mange Penge, der tilforn ligesom jeg, aldrig havde gjort andet end en stor Flok Børn. Han kom da til mig d 6te Juli henimod Aften og ønskede at kjøbe mit Hus. Jeg bød ham naturligvis også an på det, men han vilde på ingen Måde kjøbe mere end Huset og det Stykke Jord som det ligger på. Nå! Jeg tænkte som så: Du skal en Vej ud, det lakkede henad Sommeren, og her havde den sidste Månedstid ingen andre Kjøbere indfundet sig, og sådant som Sagerne stode, det vidste jeg var galt, og desuden, når jeg beholdt de 3 Td. L., så havde jeg dog en Byggeplads. Vi bleve da efter en hel del Vrøvl - for det var der dygtigt af - enige om, at han skulle give 4000 Kroner for Huset‚ og Dagen efter vare vi på Godscontoret og fik ordnet Handelen. Her udbetalt så Peder Larsen 2000 Kroner contant på Huset, og de 800 fik jeg efter Acord til at bygge for, så var han befriet for de mange Penge, men havde jo rigtignok også fået sig et bedre Hus, men på en dårligere Beliggenhed, og en mindre og dårligere Jordlod‚ så det har aldrig faldet mig ind at misunde ham det‚ thi vel har han kun 1200 Kroner at forrente, men det kan jo også være nok. -
Nu skulde jeg ilag med at bygge, det lakkede allerede imod Høst, og jeg skulde rejse af Rønholtshuset d 1ste October, indtil den Tid boede vi i Øverstestuen, for de andre kom strax og tog Huset i Besiddelse. Men det var ikke så let gjort som sagt‚ alt Materiale var dyrt at bekomme. Langhalm havde kostet 50 Øre pr. Lû hele Sommeren, og nu var der slet ingen at få. Jeg måtte da i Mangel deraf bruge Spån, men det kostede 13 Kr pr 1000, og jeg brugte 19000 Stk., og fuldtud lige så mange Søm a 1 Kr pr 1000, hvad der allerede blev en Historie på 182 Kr. Almindeligt 6 Tm. Fyrretømmer kostede 40 Øre pr Alen og 4 Tm de kostede 25 Øre. Brædder og Kalk var i Forhold dertil og snart viste det sig, at de 800 Kr. ikke kunde forslå til Byggeriet, uagtet jeg på Vinduerne nær gjorde alt Træarbejdet selv. Og dertil kom, at stærkt skulde det gå, og færdigt til Tiden skulde det være. Jeg fik da et Lån på 300 Kr. af min Broder i Odsherred, og af Peter den ældste Søn fik jeg alt hvad han havde opsparet af sin ringe Løn som Bagerlærling, og det var ikke allene Huset det gjaldt om at få færdig, men der skulde Mad til de ange unde hver dag, og Fødevarerne vare på den tid af Året medgåede og skulde kjøbes, og Penge kunde jeg jo ikke i al den Tid fortjene‚ og dertil kom så de store Udgifter ved Handelen, der endnu ikke vare klarede. Jeg slap da iidlertid over det uden at komme i Gæld hos Arbejdere eller Kjøbmænd, og den Gjæld jeg hafte stiftet hos min Broder og min Søn fik aldrig nogen at vide af Uvedkomende. Den 5. Oktober forlod vi Rønholtshuset, glade over at have et andet Hjem at rejse til. -
Nu er der snart henskridt 20 År, og alle de Børn vi dengang havde ere voxne Mennesker, og de 4 ældste have stiftet Familieforbindelser. Af de sidste 4 sidste der kom til Verden i vort andet Hjem, ere de 2 døde og de 2 yngste af dem alle 14 ere fortiden hjemme hos mig. Det har vel ingen Herlighed været vi have oplevet i alle disse År, da det jo altid haver knebet med at skaffe Pengene til de store Udgifter, og det derfor har måttet skorte på andre Fornødenheder, men i det hele taget, kan jeg da ikke klage over at vi havde ondt sålænge min Kone havde Helbreden tilligemed mig, thi vel bleb det År for År knappere med Fortjenesten, da jeg bestandigt mere blev omgivet af Congurenter, og det bedste arbejde Harver og Plove udelukkende gik over til bare Jern, og kom alene Smedene tilgode‚ og i Forbindelse hermed store Årlige Skatter, 1800 Kr at forrente den meste tid med 5 Procenter, og dertil 15 Kr årlig i kongelige Skatter fordig jeg var Håndværker, det var meget mere end jeg kunde tåle. Tilligemed var der stedse for os som for andre mange andre offentlige Byrder udover hvad der skulde skaffes tilveje i det daglige Husholdningsliv. Det eneste der holdt os oppe i de sidste År, var den Arv, som jeg alt på Side No 22 har fortalt, blev os udbetalt med 3000 Kroner, da min Kones Broder Frederik Christoffersen giftede sig, og overtog Forældrenes Sted som Ejer, men den blev allerede stærkt beklippet såsnart jeg fik den, da jeg var i megen Gjæld, og stadig siden det ulykkelige Byggeår 1876 havde haft en stor Familie at forsørge. Men Gud ske Lov! så fik jeg klaret allevegne; og da vor ældste Søn 1885 kjøbte Byggeplads, og anlagte Bageri ved Karise Statjon, så var jeg mig dog istand til at hjælpe ham en Sum til Bygning hvorved han fik den fuldført således, at han kom igang. Dette Skridt, der vel i Øjeblikket så lidt voveligt ud, fortrød vi dog aldrig siden, da det hidtil har gået ham godt, og heller aldrig har jeg forgjæves ventet på mine Renter når jeg haver haft dem Behov‚ ligesåvel som jegdesvære mange Gnage har måttet gribe til at beklippe Summen. -
Allerede i Sommeren 1887 begyndte min Kones Svaghed, efter at hun i Vintertiden havde gået og passet min ældste Broders Hus, og plejet hans Husholderske i hendes lange og forfærdelige Sygdom. Hun havde muligvis der pådraget sig en Mængte Forkjølelse. Det begyndte med Gigt i den højre Hofte, hvoraf hun blev meget halt for stedse. Dette syntes dog i de første År ikke videre at udarte sig, og Helbredet var også med Undtagelse af en Del Uro i Hoften nogenlunde tålelig, så hun kunde gåe i Huset og passe sin vante Dont, ja endogså ofte gåe mindre Ture som til Kirke, til Familien omkring os i Atterup og Gyllemose, ja, en enkelt Gang til Tokkerup Sto. og med Toget til Karise, såvelsom til Faxe, hvor en yngre Søn af os havde bosat sig som Konditor, Året 1888.
Men så i Sommeren 1893 greb Sygdommen alvorlig om sig. Gigten gik også ned i knæet og forårsagede en ulidelig Uro. Årebetændelse slog sig til, og i 6 Uger måtte hun holde Sengen. Doctoren fik dog Magt over Betændelsen, men Gigten! Nej over for den var han blotted for alle Hjælpemidler. Hun kom så rigtignok op igjen, men kun for Resten af livet at slæbe sig rundt ved Krykke og Kjæp. Astma i forbindelse med unaturlig Fedme kom også til og rimelignok også Vattersot, da der fremstod Hævelse allevegne omkring i Kroppen. Den 13de Juli 1895 kom vor ældste Datter Frederikke her ud fra Kjøbenhavn med sine 3 små Døttere for at holde lidt Sommerferie hos os, og vi blev da enige om, at hendes Moder i den Tid skulde holde Sengen, og lade Doctoren hente, om der ikke muligt kunde givet noget Råd for den meromsiggribende Stakåndethed. Han undersøgte hende, men påstod at han ingen anden indvendig Svaghed kunde opdage hos hende end den, at hun var for fed, Hjerte og Lunger kunde ikke arbejde som de skulde for Fedt. Hun måtte herefter ikke drikke Kaffe, heller ikke spise Kartofler eller Mælkemad eller Hvedebrød; men derimod Kjødspiser måtte hun nyde såmeget af hun lystede. Han foreskrev hende jo naturligvis også en Flaske Mixtur, hvoraf hun skulde tage en Spiseskefuld 2 gange daglig; og den 16de Juli om Aftenen fik hun den første. Men altsom som vi fortsatte med Mixturen, påfaldt der hende mere og mere en påfølgende Dvaskhed, så hun sov bestandig, hvad enten hun var i Sengen eller oppe.
Vi nærede dog ingen Betænkelighed derved, da vi jo kunde begribe, at Medicinen virkede; men da det tog stadigt mere til, og hendes Mål begyndte at blive hult og uforståeligt, begyndte vi dog at ængstes, og allerede d. 20.de om Aftenen Kl. 11 1/2 sov hun hen for stedse. Jeg var tilligemed den yngste Søn gået til Ro oppe på Loftet, hvor vi havde indrettet os et Leje, da der jo i Øjeblikket vare nok om Sengelejet dernede, men da Klokken var 11, kom Frederikke og kaldte på mig. Da jeg kom ned, bad hun mig om en Flaske Sudavand, - hvoraf vor Svigerdatter i Karise havde foræret hende nogle Stykker. Hun tog selv Ståltråden af Proppen, og trak den op så behændig som nogen anden, drak Halvdelen af Indholdet, og yttrede derefter med sagte Stemme sit sidste Ord: "Hvor smagte det dog godt." - Vi frygtede dog for, hvad der snart vilde ske, og jeg bad min Datter om at hente Naboerne, men næppe var hun ude af Huset, før hun tog op i Sengebåndet med den højre Hånd, og kastede sig med et kraftigt Sæt ind midt i Sengen; Hånden faldt hårdt tilbage, ned på Dynen, og der var ikke mere Spor af Liv. Jeg måtte strax gjøre Udveje for at få hende kjørt op til Ligkapellet ved Kirken den følgende Dag, der var en Søndag, da det jo ikke havde været muligt for os at beholde hende i Huset til Begravelsen i denne varme Tid, og om Torsdagen derefter d 25de Juli, blev hun begravet. Det var den 8de Begravelse jeg har bekostet siden jeg blev Mand. Tilligemed 14 Barselsgilder, ialt 22 Gjæstebude, men det sidste var det sørgeligste for mig af dem alle! -
Det er idag den 4. Januar, hendes 55-årige Fødselsdag, som hun desværre ikke skulde opleve, og jeg vil derfor gribe Lejligheden til her: At sige hende endnu: "Et kærligt Farvel"!
Jeg går nu her allene med mine 2 yngste Sønner, men de kan jo hellerikke i Længten blive her hos mig. Jeg har ingen Uvenner eller Fjender omkring mig, og jeg har mange kjærlige Børn ude omkring i Verden, der alle bevise mig den største Venlighed; men min daglige Hjælper, min bedste og virkelige Fortrolige, hun er for stedse borte. Og mange Tåre har det siden ofte presset af mine Øjne, når jeg tænker på al den Kjærlighed, hun har ødslet på mig, som jeg måske ikke altid fortjente, og nu aldrig mere skal være Gjenstand for.
Det er idag den 6te Januar 1896, og jeg var igår da det var Søndag, til Kirke og lagte to nye Krandse på hendes Grav; hvoraf den ene, en temmelig dyr Krands - var sendt af vore 3 Døttre i Kjøbenhavn til hendes Fødselsdag, og den anden fra vor Søn i Faxe. - Jeg kom hjem og var ikke rask, men måtte gåe til Sengs; men idag er Gudskelov bedre. -
Hermed vil jeg nu hæve min tarvelige Beretning om mit eget Liv, og optage mine Børns Levnedsløb, som jeg på Side No 50 har lovet.
Der bliver nok herefter ikke meget at fortælle om mig selv; men skulde der indtræffe noget af Vigtighed, så er nok mine Børn så venlige: Siden hen i Tiden at tilføje det.
Kilde http://aneopslag.dk/alle/default.htm
|
|
|